De 6-8 årige spejdere udfordres på deres sanser og kreativitet. De bruger en del tid på at lege, fortælle historier og opleve udelivet. Naturen er deres lege- og læreplads, og de lærer om den ved at lytte, lugte, røre, se og smage. Spejdere i denne alder kaldes "mikroer".
Vi mødes en gang om ugen ved vores lokaler på Skovvangsvej. Derudover har vi også endagsture og ture med overnatning. Nogle gange mødes vi med andre mikrospejdere fra Aarhus, og nogle gange er vi sammen med andre afdelinger i 12. Aarhus.
Hvad laver mikrospejdere
Vi har det sjovt. Ved mikrospejder arbejder vi med, og øver os på de mest basale spejderfærdigheder. Det er blandt andet: knivbevis, bål, førstehjælp, knob, og hvordan man færdes i naturen.
Vi lægger vægt på at mikroerne lærer at samarbejde og have det godt sammen. Vi arbejder med patruljesystemet, hvor mikroerne arbejder sammen i faste patruljer/grupper. Disse patruljer ændres ca. hver 3. måned, så mikroerne lærer flere af deres spejderkammerater at kende.
I forårs- sommersæsonen er vi udenfor. Vi laver bål, forbereder os til lejr og tager i skoven.
I efterårs- og vintersæsonen er vi mere indenfor, og vi kan sagtens være ude, så klæd altid spejderen på så denne kan være både inde og ude. Vi bruger mørket udenfor til at hygge om, og udfordre mikroerne. Vi laver bål og tager på refleksløb i mørket.